Brødrene Dahls logistikcenter hædres igen for sin CSR-indsats

Brødrene Dahls 20 meter høje logistikcenter i Randers er ikke kun et fysisk pejlemærke i byen, men også et fyrtårn inden for arbejdet med CSR, som både politikere og erhvervslivet inspireres af. Derfor modtager logistikcentret nu for fjerde gang Randers Kommunes CSR-certifikat.

Endnu en CSR-udmærkelse
Der skal nu gøres plads til endnu en CSR-udmærkelse i Brødrene Dahls logistikcenter i Randers. Byens kommunaldirektør, Jesper Kaas Schmidt, overrakte onsdag den 14. maj Randers Kommunes CSR-certifikat som anerkendelse for den målrettede indsats, logistikcentret gør for at skabe arbejdspladser til lokale unge, syge og langtidsledige på kanten af arbejdsmarkedet.

NZ9 4186NZ9 4186

På listen siden 2017
Brødrene Dahls logistikcenter har været på Randers Kommunes CSR-radar stort set konstant siden 2017, hvor CSR-certifikatet blev indviet. Fire CSR-certifikater og prisen som årets CSR-virksomhed i Randers er det blevet til for logistikcentret, som ofte fremhæves for sit arbejde med udsatte borgere i lokalområdet. Det er dog ikke kun i Randers Kommune, logistikcentret har en meget høj CSR-stjerne. TUR-uddannelsesprisen, Årets Læreplads, Årets Lærlingepris m.fl. står side om side med de kommunale hædersbevisninger.

- Vi er meget glade for, at Randers Kommune endnu engang anerkender vores indsats på CSR-området. Randers er en af de kommuner på landsplan, der har flest borgere på kanten af arbejdsmarkedet. Vi vil gerne medvirke til at udfordre og udvikle denne gruppe borgere til at yde mere og opbygge en tro på sig selv, og dermed lykkes. Selv om vi driver et højteknologisk lager, kan vi sagtens finde egnede jobs til medarbejdere med særlige behov, og det tror jeg, at alle virksomheder kan. Det vil vi i hvert fald gerne inspirere til, siger Lasse Halliday, logistikdirektør i SGDD, der ejer Brødrene Dahl.

Stor erfaring med integration
Brødrene Dahls logistikcenter har arbejdet med CSR i mange år og længe før, det blev et begreb. Man råder derfor over en stor erfaring med at integrere udfordrede borgere på arbejdspladsen, herunder skabe nogle inkluderende rammer og betingelser som fungerer for den enkelte. 

Et mentorkorps på 16 erfarne mentorer er dedikeret til opgaven med at understøtte og integrere udsatte unge og langtidsledige med særlige behov, som tilbydes job i Brødrene Dahls logistikcenter. Logistikcentret beskæftiger konstant 18 flexansatte, 20 elever og 2-4 praktikanter fra denne målgruppe. Derudover gør man nu en ekstra indsats for at komme tættere på eleverne på folkeskolerne. 

- Vi arbejder bredt med CSR med henblik på at skabe en mangfoldig arbejdsplads. Ud over at hjælpe unge og ledige med særlige udfordringer, tilbyde vi også skolepraktik til folkeskoleelever i 9. og 10. klasse. Logistik lyder måske ikke umiddelbart så interessant i de unges ører, men der er masser af spændende opgaver på et højteknologisk lager, og vi vil gerne åbne deres øjne for de muligheder, vi som lokal arbejdsplads kan tilbyde, siger Lasse Halliday.

I Randers kommune er der stor tilfredshed med den indsats, Brødrene Dahl gør for byen:

- Det er en fornøjelse at overrække et CSR-certifikatet til Brdr. Dahl. Det gør vi alene til 20 virksomheder om året, og vi giver den anerkendelse til en virksomhed, som gør en særlig indsats for at tage socialt ansvar og dermed bidrage til et rummeligt og mangfoldigt arbejdsmarked, siger kommunaldirektør i Randers Kommune, Jesper Kaas Schmidt og fortsætter:
 
- Det her er en stor anerkendelse af Brdr. Dahl for både at forstå at drive en stærk virksomhed og samtidig skabe muligheder for mennesker, som har brug for en ny chance for et ståsted på arbejdsmarkedet.